-
Borgmester på Frederiksberg blander sig i debat om arbejdskraft: Der skal åbnes op for au pairs fra Filippinerne
Source: BDK Borsnyt / 02 Jul 2025 07:23:33 America/Los_Angeles
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) lagde ikke skjul på intentionen. Det vigtigste for ham har været at begrænse den aftale om udenlandsk arbejdskraft, som han sammen med sine regeringskollegaer fra Venstre og Moderaterne præsenterede mandag. Alligevel åbner Dybvads partifælle og borgmester på Frederiksberg Michael Vindfeldt nu for at udvide ordningen. Frederiksberg-borgernes filippinske au pairs skal have lov til at blive i Danmark og uddanne sig til social- og sundhedshjælpere, lyder det. »Det er positivt, at man åbner for udenlandsk arbejdskraft under forudsætning af, at det sker under ordnede forhold,« indleder Michael Vindfeldt. »Men det, der ærgrer mig, er, at man ikke også gør noget for at sikre sig, at den arbejdskraft, der allerede er her, kan blive. Hvorfor ikke lade eksempelvis filippinske au pairs blive, hvis de uddanner sig inden for nogle af de sektorer, hvor vi har katastrofalt mangel på arbejdskraft?« Borgmesterens ærgrelse bunder i, at SVM-regeringen mandag præsenterede en liste på 16 lande, hvis borgere fremover får markant lettere adgang til det danske arbejdsmarked. En sænket beløbsgrænse fra 514.000 kroner årligt til 300.000 skal blandt andet sikre, at flere udlændinge kommer til Danmark for at arbejde. Men blandt de 16 lande er der ikke blevet plads til Filippinerne. Og det er slet og ret en spildt mulighed, mener Michael Vindfeldt. Taler ikke for au-pair-ordningen Konkret foreslår Frederiksberg-borgmesteren et pilotprojekt, hvor 15-20 filippinske au pairs fra Frederiksberg kan få lov til at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistenter, når deres toårige turnus som au pairs er overstået. Det kræver, at filippinske au pairs får forlænget deres opholdstilladelse efter de to år. Ligesom Michael Vindfeldt appellerer til bedre muligheder for kommunerne til at anvise bolig til de filippinske studerende, når de ikke længere skal bo ved deres værtsfamilier. »Det er jo særligt et problem i forhold til Frederiksberg, hvor vi med længder har landets højeste boligpriser. Derfor bliver vi nødt til at huske, når vi bygger i hovedstaden, også at bygge nogle boliger, der er betalbare for mennesker med en almindelig indkomst,« siger Michael Vindfeldt. Handler det her ikke bare om, at du som borgmester på Frederiksberg, hvor gennemsnitslønnen er 660.000 kroner om året, gerne vil gøre det nemmere for dine borgere at få en au pair fra Filippinerne? »Nej, for det er ikke au-pair-ordningen, jeg taler for her. Jeg er fortaler for, at de skal have lov til at uddanne sig inden for plejesektoren, når de er færdige med at være au pairs.« Anerkender du, at det alt andet lige vil gøre det mere attraktivt for en filippiner at komme til Danmark, hvis man ovenikøbet kan få en gratis uddannelse med en månedsløn, der svarer til en gennemsnitlig årsløn i Filippinerne? »Jeg tror, man kan lave en bilateral aftale med Filippinerne, og så kan man jo også sætte antal på, hvis man er bange for, at der pludselig kommer for mange hertil.« Regeringen har tidligere præsenteret et lignende forslag med en samarbejdsaftale med både Indien og netop Filippinerne. Hidtil er det dog kun lykkedes at lave en aftale med Indien. Bekymrede socialdemokrater Netop bekymringen for, at lempeligere adgangskrav for udenlandsk arbejdskraft vil føre til en stor tilstrømning af udlændinge til Danmark, er bredt funderet i Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har alle advaret mod at lade en øget tilvækst af udenlandsk arbejdskraft udvande den danske sammenhængskraft. Det samme har Michael Vindfeldts borgmesterkollega i Brøndby. I et interview med Berlingske stiller Maja Højgaard sig skeptisk over for behovet for udenlandsk arbejdskraft: »Lige nu lukker toppen af Danmark øjnene og siger, at det kan vi løse med fattige udlændinge, der er villige til at gøre hvad som helst for et værdigt liv. Det er simpelthen for kynisk,« sagde Maja Højgaard for en måned siden. På Frederiksberg er Michael Vindfeldt enig i, at flere udenlandske arbejdere ikke må skubbe til sammenhængskraften, men det ændrer ikke ved hans forslag. Faktisk tværtimod: »Filippinske au pairs har godt gang i integrationen. De har lært lidt af sproget. De har kendskab til kulturen. De har kendskab til den danske hverdag. Jeg køber fuldstændig mine partifællers argument, men jeg synes faktisk, at det netop er et argument for at gøre det, jeg foreslår,« siger Michael Vindfeldt. Det er udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek dog ikke helt enig i. Han anerkender sin partifælles pointe om, at de filippinske au pairs har et forspring i integrationen, men han understreger samtidig, at en ordning som den, Michael Vindfeldt foreslår, ville udvande selve ideen med au pairs. »Det er en kulturel udviklingsordning – det er ikke en arbejdskraftsordning. Jeg har ikke lyst til at give au-pair-kvinder indtryk af, at det er en vej ind på arbejdsmarkedet i Danmark. Det er ikke det, den ordning er lavet til, og jeg mener ikke, at vi skal bevæge os i den retning,« siger Kaare Dybvad Bek. Ministeren understreger desuden, at personer fra tredjelande allerede i dag frit kan ansøge om opholdstilladelse i Danmark, hvis de ønsker at arbejde som social- og sundhedshjælpere. https://www.berlingske.dk/politik/borgmester-paa-frederiksberg-blander-sig-i-debat-om-arbejdskraft-der-skal